PURE COCOA | PORTRÆT AF EN VINDER

I en tid, hvor der i høj grad er vind i sejlene for COCOHAGEN og tempoet er fuld-fart-fremad med nyvunden kapital, stærke ressourcer, indgående know-how og bredt netværk*, er det også på sin plads at tage en temperaturmåling og bevare jordforbindelsen – smage lidt ekstra på, hvor det hele startede, for herfra at huske den spæde opstarts mission og værdier, og tage de vigtige, allerførste byggesten med os. 


Det hele startede nemlig med Pure Cocoa. Den er symbolet på dét at starte noget nyt, disrupt’e et marked, at gå imod den konventionelle idé om, at snolder er usundt og syndigt. For det MÅ da kunne gøres anderledes? Vi MÅ da kunne forkæle vores smagsløg med smag i topklasse og fløjlsblød sensorik uden, at det er fyldt med tilsætningsstoffer, palmeolie og raffineret sukker.


Asbjørn, den tidligere politibetjent fra Stenbroen, som altid har en røverhistorie i ærmet, er i denne omgang blevet placeret i det interimistiske videostudie for at fortælle historien om Pure Cocoa. Hvorfor hedder den “Pure”? Hvad er der i den? Og hvor meget ved han egentlig talt om dadler?? Ved at dykke ned i historien om Pure Cocoa, dannes et godt billede af en virksomheds opstart, 10 tons hånd-udstenede dadler og en mission om smag og forkælelse.

 


Pure Cocoa er, kort fortalt, den allerførste variant i COCOHAGENs historie – fyldt med 100% mørk, ren kakao, store, ristede mandler, fede, søde cashewnødder, juicy dadler og den er rullet i kokos. Den er gået fra at være en 50 grams basse i rund romkugleform, pakket i cellofan – til at være en mere mundret “bite”, pakket i 100% genanvendelig folie på en flowpakker. Den største gevinst, ved at pakke kakaotrøflerne på denne måde, er, at den flowpakkede folie holder på trøflernes fugt og øger holdbarheden markant pga. det helt rene mijlø, der er i indpakningen. 

Pure Cocoa er pionéeren, banebryderen og har været en darling fra start – og er det stadig. Velbekomme!

 

*pssst… hvis det er gået næsen forbi: Vi har vundet Sol Over Gudhjem og fået Johan Bülow på vognen som ivrig og dedikeret medejer. Mere om det. Snarest!

Skriv en kommentar

Alle kommentarer bliver modereret inden de bliver publiceret.

Køb nu